Viser opslag med etiketten Livet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Livet. Vis alle opslag

søndag den 24. marts 2019

En passion tog form....

Når man først har fundet en passion for noget, om det så er en sport, vin, astrologi, mad, haven eller noget helt, helt andet, så kommer det til at fylde i ens liv, og det er svært ikke at forsøge at smitte andre med sin glæde. - Faktum er bare, at mange omkring ofte ikke forstår et kuk af, hvorfor man bruger så meget tid og energi på lige netop dén passion; men i bund og grund er det også fuldstændig lige meget, så længe den bringer glæder til en selv. Glæde smitter jo som regel.

Min haveglæde kommer fra mine forældre og især mine bedsteforældre, som alle havde køkkenhave, hvor jeg som barn nød duftene og især smagene, når jeg åd løs af friskplukkede ribs, stikkelsbær og jordbær, samt ærter og gulerødder m.m. og vi bagefter gik i køkkenet og lavede mad eller bælgede ærter til fryseren. 
Men ligesom jeg blev ældre, blev mine bedsteforældre også og deres køkkenhaver blev udskiftet med ældreboliger. Jeg startede på gymnasiet, tog videre på universitetet og fik derefter travlt med job. Så i rigtig mange år glemte jeg alt om denne her fantastiske nydelse ved nyhøstede grøntsager.

At lave mad interesserede mig reelt heller ikke i mange år, - lige indtil vi fik børn. 
Jeg blev nysgerrig på at give vores børn oplevelsen af forskellige smage, og undgå for meget ensformighed i grøntsagsmosen. De smagte på al vores mad, om det så var oliven, muslinger eller snegle, og de kunne lide det meste, ...måske ikke altid første gang. 
Så jeg eksperimenterede med mange forskellige grøntsager og plantede forskellige krydderurter i et lillebitte bed på vores terrasse. 
En dag fik min mand et drivhus foræret og pludselig tog en lille bitte køkkenhave form med et drivhus og et enkelt højbed med radiser, gulerødder, etc. som børnene kunne følge med i. Dermed blev madlavningen også meget mere spændende, - at lave mad af egen høst, det blev for mig bare noget helt specielt.

Efter nogle år flyttede vi til gården og havde travlt med istandsættelse af hus og længer, rydde op i den tilgroede have, og vi fik massevis af ideer, også vilde ideer.... og en dag var planen om køkkenhaven skabt. - Og lige siden har jeg været fortabt, ihvertfald i nogle's øjne 😉
Tænk at gide bruge så mange timer i en køkkenhaven, når man lige så let og til rimelig pris kan købe det hele uden alt det arbejde. Selve maden og passionen om god mad, er der mange der godt kan forstå, men havearbejdet....nej det er der ikke mange der forstår.
For mig er passionen helheden, at så og dyrke frugt og grønt frem, som jeg ved, hvordan er fremkommet, for derefter at høste og tage det med ind i køkkenet og eksperimentere med nye retter, sylte og konservere, og bagefter nyde maden sammen med min familie. Fordi god mad betyder så uendeligt meget for vores familie, og ofte er omdrejningspunkt for samvær, hjemme såvel som ude. 

At arbejde i køkkenhaven er ikke hårdt arbejde for mig, men en sanseoplevelse, hvor lydene fra dyr og planter, duftene, smagene og årstidernes skiftende krav og behov giver en form for fællesskab med naturen, som jeg husker som barn i farfars kæmpemæssige køkkenhave med høns og bier.

At være passioneret er en lidenskab; nogle siger at lidenskab repræsentere en fase af fysisk og mental begejstring, der er forårsaget af kærlighed. Ved kærlighed stiger hormonet serotonin - glædeshormonet, nøjagtig som ved havearbejde. Og ja, haven er blevet min passion, og det gør mig glad i hjerte og sind ❤️

søndag den 27. januar 2019

Omskifteligt vintervejr

Sidste weekend vågnede jeg op til frost på græsset og solskin. Vintervejr, der i den grad fylder mig med energi og lyst til bare at komme udenfor og lave noget.
Det fik mig i køkkenhaven og jeg fik lettet på den øverste frosne jord og fandt de fineste jordskokker i rigelige mængder, gravede porrer op og plukkede den sprøde grønkål.


Igår morges var græsset så dækket af fin hvid sne og sneen dalede ned, hvilket absolut ikke er nogen hindring for at komme ud og få frisk luft og røde kinder. 


Men i morges kom regnen så og nu er det fine hvide landskab helt væk igen, og en kop te foran brændeovnen med havebøger og -blade virker bare så meget mere tillokkende. 
Sådan er det danske vejr som omskifteligt; det giver daglig forandring, hvilket jeg egentlig sætter så meget pris på!

onsdag den 2. januar 2019

2017....2018....2019 Velkommen nyt år

Der har været stille her på bloggen siden marts 2017.
Mit nytårforsæt og gode intentioner om at passe på mig selv efter 2016 tog en lidt anden drejning end planlagt. I april 2017 sagde min min krop stop og jeg blev sygemeldt med stress - 5 uger væk fra jobbet og 5 uger langsomt tilbage til fuldtid. Det var et wake-up call for mig og en erkendelse af, at jeg og min daværende arbejdsplads ikke var et godt match, så vores veje skiltes i begyndelsen af 2018.

Året 2018 blev brugt på at passe på mig selv og min familie, tage mig tid til lave ting der gør mig glad og få en god start i nyt job og firma og dermed al det overskud jeg altid har haft  😄

Min Hemmelige Have findes stadig omend uskylden som hemmelig er passé, da vi nu snart får massevis af naboer. Markerne omkring os udstykkes til parcelhus-kvarterer og der er fældet massevis af træer rundt om os som lige nu giver lys og udsigt, men også indsigt fra nysgerrige blikke.

Udsigt fra terrassen i hhv. 2017 og 2018
Pilen markerer vores magnolietræ

Men haven er stadig mit kreative rum og jeg nyder, hvordan årstiderne skifter og med dem haven og dens behov. Så jeg er klar til at tage hul på endnu et skønt haveår.
Rigtig godt nytår, - må 2019 byde på massevis af dejlige haveglæder!



mandag den 6. februar 2017

Bare lidt mere sne før det bliver rigtig forår

Det har simpelthen ikke været rigtig vinter før der har været flere nætter med god nattefrost og et pænt lag sne, som skaber de smukke hvide landskaber.
Ja, jeg kan faktisk rigtig godt lide vinter, frost og snevejr; sneens lysende skær om aftenen, lyden af knasende sne under støvlerne, sne-kådheden som opstår hos både mennesker og dyr. 

Til frokost gik jeg en tur ud , mens der faldt lette snefnug. På vejen hjem fra arbejde voksede størrelsen på snefnuggene, men temperaturen tillod desværre ikke snefnuggene at blive liggende længe.


I aften falder sneen dog stadig, så jeg håber virkelig at jeg vågner op til fint snelandskab i morgen.
Forårs bebuderne er jo allerede på vej - erantis og vintergækker titter frem alle vegne i haven. 



Men jeg ønsker mig lidt mere sne inden det bliver rigtig forår..... 

onsdag den 1. februar 2017

2016 Farvel og tak - Velkommen 2017

Først vil jeg gerne beklage min stilhed her på bloggen. Jeg har desværre haft nedprioriteret én af de ting, jeg holder rigtig meget af. En MEGET stor fejl!

Forklaringen er, at der efter en skøn sommerferie, begyndte en række af kedelige og uheldige begivenheder på mit arbejde, som bare fortsatte og voksede i løbet af de efterfølgende 5 måneder. Det krævede meget energi, tilstedeværelse og omsorg for mine medarbejdere, fleksibilitet og rigtig mange, mange timers arbejde. Så da jeg nåede jul, var jeg næsten helt ødelagt og tømt for energi, for jeg havde fuldstændig glemt mig selv.

Men i en lille pause i al travlheden gav jeg mig selv et særligt nytårsforsæt (og spark bagi).
Mit 2017-nytårsforsæt lyder helt basalt:
'Jeg skal huske at passe på mig selv, og prioritere at gøre ting som gør mig glad og giver mig energi. Det vil sige, være sammen med min familie, lave mad, mødes med familie og venner (også bare til en kop kaffe), gå i haven, gå masser af ture (også i frokostpauserne), få trænet og dyrket yoga, læse bøger, holde ferie og opfylde nogle af mine og familiens drømme.'

Alt dette er jo det som giver mig masser af energi og overskud til at håndtere travlhed og hårde arbejdssituationer. Og så har jeg mindet mig selv om én meget vigtig ting
- Vi har kun ét liv; og det er jo bare et job. Livet er langt mere værd end det!

Så farvel og tak 2016, og velkommen 2017!
Jeg har taget kontrollen over mit liv tilbage, så fra nu af bliver der liv og dejlige haveoplevelser på bloggen igen 😀


PS! Jeg har i januar alene gået 35 km, løbet og trænet lige så mange timer som de sidste 5 måneder til sammen, arbejdet 10 timer mindre hver uge, lavet mad til familien flere gange om ugen, besøgt familie og venner, har læst den første bog, og sidst men ikke mindst sorteret alle min frøposer, så jeg snart kan komme i gang med haven igen. Vi ses snart.

mandag den 22. februar 2016

Lys..... Meget mere - tak!

Januar har været en hård start på 2016!

Jeg er startet nyt job med mange nye indtryk, mennesker og procedurer - føler mit hoved er fyldt.

Vores gamle farfar og oldefar lukkede sine øjne efter et langt liv. Det er helt fair, når man som ham, havde rundet de 90 år.
Men det sætter også livet i perspektiv - både for så vidt at livet ikke varer evigt, men også at vi forhåbentlig har mange gode år tilbage, så vi skal huske at passe på os selv og hinanden. Så vi skal huske at leve, nyde og gøre ting som vi godt kan lide og som gør os glade og lykkelige.

Derfor ønsker jeg bare at lyset kommer tilbage snart, og gerne i store gavmilde mængder. For det giver mig energi og glæde, lyst til at komme ud og i gang i haven, købe frø og planlægge køkkenhaven 2016. Måske så småt begynde såning af chili og lægge kartofler til spiring. 
Så kom lys, kom forår, kom glæde og havelykke!

Se de første erantis og vintergækker er kommet frem...foråret er på vej!



onsdag den 10. juni 2015

Velkommen hjem

Sent i aftes kom jeg hjem efter to meget mærkelige dage på hovedkontoret i England. Fuldstændig udmattet, forvirret og frustreret...
Så hvad er bedre end at komme hjem til et drivhus med levende lys og et dejligt koldt glas hvidvin sammen med min søde mand!
Sikke en dejlig velkomst !!!




fredag den 2. januar 2015

Sneen faldt og jeg fik min omvendte snemand

Så blev det alligevel lidt vinter i Danmark - dog kun for en kort bemærkning.
Gården blev flot snedækket i et par dage mellem jul og nytår;

Gårdspladsen med det nøgne valnøddetræ
Havens gamle blodbøg med lys i 














Drivhuset i vinterdragt



Og... så fik jeg min længe ventede omvendte snemand, som jeg havde ønsket mig af ungerne :-)
Der kom et par friske piger forbi og hjalp til med at få lavet hr. Frost med de gyldne sko - er han ikke skøn?
Jeg ville ønske min omvendte hr. Frost kunne være forblive i haven altid for han gør mig i så godt humør; jeg kan slet ikke lade være med at smile, når jeg ser ham!
Desværre smeltede Hr. Frost væk nytårsaftensdag....

tirsdag den 21. maj 2013

Godmorgen vilde dyr

Sikke en dejlig morgen!
I morges stod der en dådyr unge på marken foran køkkenet, da vi stod op. Kort efter kom to store dådyr til; de gik roligt i marksporene og spiste.
Kort efter kom ræven gående forbi samme sted; det er første gang at vi har set ræven i nærheden af gården. Så den kommer her altså!
Da jeg kørte ud af indkørslen løb det lille røde egern over vejen. Det har vi ikke set siden efteråret, så vi har været lidt i tvivl om egernet stadig var her. Her er i hvert fald mad nok.
Og harerne var på marken langs vejen, som altid.
Jeg føler mig så priviligeret at få lov til at se disse vilde dyr i vores natur sådan en helt almindelig tirsdag morgen.

tirsdag den 30. april 2013

Himlen og solnedgang

Det er utrolig hvor meget himlen ændrer sig på få minutter, når solen er ved at gå ned. Ofte bliver jeg nødt til at stoppe op og bare nyde hvor smuk himlen kan være; nogen gange utrolig farverig og andre gange mørk og dramatisk, eller som den anden dag, hvor det skarpe lys fik hul gennem skyerne og det nærmest lignede et bibelsk billede.