onsdag den 1. februar 2017

2016 Farvel og tak - Velkommen 2017

Først vil jeg gerne beklage min stilhed her på bloggen. Jeg har desværre haft nedprioriteret én af de ting, jeg holder rigtig meget af. En MEGET stor fejl!

Forklaringen er, at der efter en skøn sommerferie, begyndte en række af kedelige og uheldige begivenheder på mit arbejde, som bare fortsatte og voksede i løbet af de efterfølgende 5 måneder. Det krævede meget energi, tilstedeværelse og omsorg for mine medarbejdere, fleksibilitet og rigtig mange, mange timers arbejde. Så da jeg nåede jul, var jeg næsten helt ødelagt og tømt for energi, for jeg havde fuldstændig glemt mig selv.

Men i en lille pause i al travlheden gav jeg mig selv et særligt nytårsforsæt (og spark bagi).
Mit 2017-nytårsforsæt lyder helt basalt:
'Jeg skal huske at passe på mig selv, og prioritere at gøre ting som gør mig glad og giver mig energi. Det vil sige, være sammen med min familie, lave mad, mødes med familie og venner (også bare til en kop kaffe), gå i haven, gå masser af ture (også i frokostpauserne), få trænet og dyrket yoga, læse bøger, holde ferie og opfylde nogle af mine og familiens drømme.'

Alt dette er jo det som giver mig masser af energi og overskud til at håndtere travlhed og hårde arbejdssituationer. Og så har jeg mindet mig selv om én meget vigtig ting
- Vi har kun ét liv; og det er jo bare et job. Livet er langt mere værd end det!

Så farvel og tak 2016, og velkommen 2017!
Jeg har taget kontrollen over mit liv tilbage, så fra nu af bliver der liv og dejlige haveoplevelser på bloggen igen 😀


PS! Jeg har i januar alene gået 35 km, løbet og trænet lige så mange timer som de sidste 5 måneder til sammen, arbejdet 10 timer mindre hver uge, lavet mad til familien flere gange om ugen, besøgt familie og venner, har læst den første bog, og sidst men ikke mindst sorteret alle min frøposer, så jeg snart kan komme i gang med haven igen. Vi ses snart.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar