Viser opslag med etiketten Vilde dyr. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vilde dyr. Vis alle opslag

tirsdag den 18. juni 2019

En lille ny er flyttet ind - ven eller fjende?

Den seneste uge har mine børn gentagne gange mødt en ræveunge, som solede på vores gamle vej.
I dag fandt min mand så ræveungen sovende i en solskinsplet i det bageste hjørne af vores have og nåede at filme den. Først da han var helt tæt på, vågnede den og gemte sig under shelteren.
Her til aften, imens jeg stod og beundrede den store orange måne der stop op i horisonten, kom ræveungen frem fra buskene. Jeg stod helt stille og den stoppede op og kiggede på mig, før den listede hen mod shelteren.




Det er reelt lidt af et dilemma, som vi er havnet i.

  • På den ene side gør vi rigtig meget for at sikre, at der er plads til de vilde dyr, som hele tiden har boet her omkring gården, mens der rundt om os indtages mere og mere af natur og marker til at bygge mere by - og derfor bør ræveungen have lov at blive.
  • På den anden side så vil vi også gerne give vores egne dyr frirum, og lade hønsene komme ud og gå frit rundt i haven, hvor de både hjælper med ukrudt og snegle, og vores katte har rettigheder til hele grunden og skal kunne føle sig trygge - og derfor bør ræveungen ikke bo i vores have.
Ærligt, det er lidt svært lige nu!

Ræveungen (beklager billedkvaliteten)

Den er godt nok kær og ser fin ud i pelsen. Rævemor har vi på intet tidspunkt set, men måske er hun i nærheden eller så er hun forsvundet pga. al byggelarmen eller ?

søndag den 12. februar 2017

Jeg fik, hvad jeg ønskede mig

Så kom sneen endelig, og frosten med, så sneen har fået lov at ligge i flere dage.
Hvor er landskabet bare flot!
Køkkenhaven er nu pakket i en dyne af sne; helt mærkeligt at tænke på jeg gravede porrer, pastinakker og jordskokker op i sidste weekend.



Kattene er blevet kåde, og kan ikke finde ud af om de ville være inde eller ude, og tager sig nogle gevaldige slåskampe i sneen.

Når der er ro lister rådyrene sig ind i haven for at tage for sig at lidt grønt og hestekastanjerne. Det ser så hyggeligt ud og jeg bliver rigtig glad indeni, når jeg kan opleve naturen er helt tæt på.





onsdag den 21. oktober 2015

Valnødder

Det er nøddeår i år.
Hasselnøddetræerne bugner langs krattet ved markerne omkring os og nu er valnødderne begyndt at drysse ned fra vores store valnøddetræ midt på gårdspladsen.

I år burde der være nødder nok til både os og egerne; de to små røde egern som bor i haven tømte sidste år træet på en weekend...




søndag den 18. oktober 2015

En lille ny...

Så er det besluttet - familien skal udvides med nyt medlem!
Tiger savner virkelig sin bror og legekammerat. Han mangler selskab og en at jage sammen med. Måske kan afspredelsen få ham til IKKE at æde flere harer.. :-((



Vi savner også Panter og mangler nu en musefanger, da det er stort museår og Tiger ikke kan stå for hele bedriften alene. Forhåbentlig vil Tiger kunne lære fra sig og tage godt imod vores lille nye familiemedlem, når han ankommer i næste uge. Vi havde i hvert fald svært ved at stå for ham her, da vi skulle vælge en lille ny...



Nu mangler vi så bare liiige at blive enige om et nyt navn.... for han kan altså ikke hedde Gunnar! Jeg nægter at kalde på en kat ved navn Gunnar ud over hele gårdspladsen!

mandag den 15. juni 2015

Andre små på gården

Så er det tid for flere små på gården....

Den anden dag så vi et lille rådyrkid i det høje græs omme bag gården, lige bag bistaderne. Det var så lille, at det ikke flyttede sig, da det fik øje på os. Moderen stod lige i nærheden og holdt øje. Nu har ladet dem i fred i nogle dage, og de er ikke længere at se, så kiddet går nok rundt sammen med de andre rådyr, der holder til her.


Desværre får vi nok ikke nogle falkeunger i haven i år. Falkene var ellers begyndt at bygge rede i en af falkekasserne her i foråret, men da håndværkene 'flyttede' ind og begyndte at larme på taget, forsvandt falkene. De bryder sig ikke om larm, så de er nok flyttet lidt væk herfra. Vi ser dem stadig dykke over marken efter mus og flyve forbi på visit, men de bor ikke i falkekasserne i øjeblikket.

fredag den 20. juni 2014

Redningsaktion Falkeunge

Da vi flyttede ind på gården, var der to falkekasser og vi har hvert år haft falkeunger i kasserne. Også i år har falkene sat unger i verden og vi har kunnet følge forældrenes travlhed med at fodre unger i de seneste uger.
Igår hoppede den første falkeunge så ud af reden og undersøgte start- og landingsbanen i lærketræet. Stadig let dunet og lidt usikker, hoppede den rundt fra gren til gren, baskende med vingerne, mens den overvejede om det var tid at teste vingerne. Tilsyneladende vurderede falkeungen, at den ikke var klar til første flyvetur endnu og forsøgte at baske sig tilbage til reden. Men, enten havde de 3 andre unger besluttet, at det var skønt med mere plads i reden og derfor ikke flyttede sig fra indgangen eller så var det et fejlskøn i hoppet der gjorde, at ungen langsomt dalede ned på græsset i stedet for.
Vi holdt øje med falkeungen i flere timer, mens den hoppede forpjusket rundt på græsset, sådan lidt gumpetung. Enkelte gange forsøgte den at hoppe op af de store træer, og til sidst lykkedes det den at komme et par meter op i et træ og sidde lidt i ly af en lille fuglekasse. 
Det var på det tidspunkt vores kat Panter kom og så den store lækkerbisken. Efter kort overvejelse kravlede Panter op i træet; falkeungen hoppede ned, og så sad de to dyr med 1/2 m afstand og nedstirrede hinanden. - Det kunne vores yngste dreng ikke klare; så Panter blev hurtigt gennet væk. Drengene fandt en stor stige og satte den op ad lærketræet. Jeg fik forsigtigt fat i falkeungen, som kiggede på mig med store sorte øjne og en åben mund uden at sige en lyd. Forsigtigt kravlede jeg op ad stigen og falkeungen hoppede ud på en gren og satte sig.
Stigen blev fjernet for at undgå let adgang for kattene og så ventede vi, men ungen flyttede sig ikke. Lige indtil imorges, hvor den pludselig sad lige ved siden af falkekassen, hvor de 3 andre unger sad og kiggede ud. Nu er ungen så hoppet tilbage i reden og genforenet med sine søskende og der sidder nu 4 falkeunger på stribe i kassen, snart klar til at flyve ud.


Ja, jeg ved godt at det er at påvirke naturens gang, men den så sund og rask ud og var nok bare lidt mere modig end sine søskende, så jeg syntes dem fortjente en chance til.

torsdag den 12. juni 2014

Hr Blå Fasan er død

Hr Grøn og Hr Blå Fasan huserer i de grønne områder omkring gården, og sniger sig ind i mellem ind i haven og spankulere rundt, som om de ejer det hele. Men det var åbenbart en dårlig ide i går!
I hvert fald er Hr Blå nu død; han lå på græsplænen, bidt i halsen med lidt fjer spredt omkring sig, men ellers fin.


Det ligner ikke ræven, ikke at tage sit bytte med, og falkene ville have hakket mere for at få mad til falkeungerne i reden lige oppe over. 

Jeg hælder lidt til teorien om, at en af vores 'rovkatte' har været på spil og simpelthen ikke har kunne stå for denne pragtfulde jagttrofæ. Men jeg ville egentlig have forventet de havde splittet den mere ad; men måske de alligevel har været for mange fjer at fjerne.

lørdag den 6. juli 2013

Vilde dyr og en møgkat

Så er det blevet rigtig sommer. Det er som om at alle dyrene også slapper mere af og nyder varmen.
Den anden dag havde vi besøg af rådyr som græssede i baghaven; det er selvfølgelig årsagen til at køkkenhaven er indhegnet.
Vores egne katte er til gengæld blevet sande jagtmonstre, fordi alle de andre dyr nyder sommeren. De har meget travlt og vi får mange 'gaver'; desværre er det ikke dem alle jeg er lige begejstret for.
I forgårs fik jeg en fin varm mosegris foræret på køkkengulvet af en meget stolt Panter. Igår kom monsteret så og lagde en lille hareunge, som han havde brækket nakken på. Den var stadig varm, og det sødeste lille dyr. Den dag var han en møgkat!



mandag den 24. juni 2013

Ræven i baghaven

Hmm så mødte jeg ræven igen... for anden gang i dag og derudover så jeg den også i går. Det må være en byræv, for den går rundt i haven og på gårdspladsen i morgen- og aftentimerne, hvor det ikke er mørkt. Den virker ikke bange, men forsvinder selvfølgelig når den får øje på mig, typisk om i krattet i baghaven, så det er nok der den bor.
Nå, men nu har vi sikret lågen til hønsegården med en ekstra krog og sat ny kattelem i døren til længen, for ræven var på vej ind til kattenes mad igår.
Så må se om vi kan leve i en eller anden pagt med hinanden.

tirsdag den 4. juni 2013

Insektbo

Så fik jeg begyndt på mine insektbo, som skal hænge i køkkenhaven.
Det er nærmest blevet en konkurrence om at lave det flotteste, fordi manden også lige pludselig ville være med og blev inspireret. Det var nu meget hyggeligt, og fine bliver de i hvert fald! 
Det blev også lige en forsinket far's dags gave til morfar.
Så nu kan blomsterbier og andre flittige blomsterbestøvere bare flytte ind.

lørdag den 25. maj 2013

Katte - fugledræber

Meget apropos opfordringen fra formanden for Dansk Ornitologisk Forenings Naturpolitiske udvalg, Hans Meltofte om at sætte klokkehalsbånd på katte, så vi kan redde flere fugle, så har jeg i dag fået leveret denne spurv på trappen af vores kat Panter.
Og ja, det er da synd, især når han ikke en gang vælger at spise den! 
Men hvis han fik klokke på, så ville han i hvert fald aldrig fange alle de andre mindre attraktive dyr i vores have, som f.eks. denne mulvarp som blev leveret i går; det er nummer to i denne uge!
Derudover er Panter og hans bror Tiger super gode muse- og rottefangere, og leveringsdygtige i en mosegris i ny og næ. Dette dræberinstinkt sætter jeg meget stor pris på. Og så mange fugle tror jeg faktisk ikke de tager, når nu markerne omkring os vrimler med mus.
Så det ville være total dyrplageri og ikke mindst selvdestruktion af vores have at udstyre disse "dræberdyr" med klokke.





tirsdag den 21. maj 2013

Godmorgen vilde dyr

Sikke en dejlig morgen!
I morges stod der en dådyr unge på marken foran køkkenet, da vi stod op. Kort efter kom to store dådyr til; de gik roligt i marksporene og spiste.
Kort efter kom ræven gående forbi samme sted; det er første gang at vi har set ræven i nærheden af gården. Så den kommer her altså!
Da jeg kørte ud af indkørslen løb det lille røde egern over vejen. Det har vi ikke set siden efteråret, så vi har været lidt i tvivl om egernet stadig var her. Her er i hvert fald mad nok.
Og harerne var på marken langs vejen, som altid.
Jeg føler mig så priviligeret at få lov til at se disse vilde dyr i vores natur sådan en helt almindelig tirsdag morgen.