Viser opslag med etiketten Forår. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Forår. Vis alle opslag

søndag den 12. maj 2019

Travle dage....

Så kom solen og de lidt varmere temperaturer... igen; skønt ☀️
I år er jeg bare rigtig bagud med haven - hele haven, både køkkenhaven og forberedelserne og såningen hertil, samt stauderne, buske og træer. 
Vi valgte at tage på ferie i påsken, hvor det helt klart var havevejr i Danmark, så det er jo bare at smøge ærmerne op og komme i gang og så kan jeg jo gå og mindes en skøn ferie fuld af dejlige oplevelser. 
Det er jo det dejlige ved haven, den løber ingen vegne og hvad der ikke bliver nået af beskæring og klipning bidrager jo stadig til naturen, som jeg holder så meget af. Og måske jeg må ty til at købe planter til køkkenhaven og drivhuset enten på de utallige plantemarkeder rundt omkring eller fra en planteskole, så vi stadig kan få lækre grøntsager fra egen køkkenhave. Det kommer jeg mig nok over. 

Vi har jo desværre ikke uanede mængder timer i døgnet, selvom jeg tit planlægger sådan. Jeg er en såkaldt tidsoptimist, hvilket ligger til min familie, hvor vi har så mange ting, vi gerne vil, kreative ideer der skal prøves af og så helt igennem er gør-det-selv mennesker, som smøger ærmerne op og går i gang, hvilket selvfølgelig også betyder at vi får udrettet en masse. Vores hjerner har bare mange flere kreative og produktive ideer, end tiden tillader!

Weekenderne i maj er allerede fyldt op med planer; opsætning af hegn, plantning af massevis af sargentsæble buske, hasselnødder, hyld mm. som levende hegn for at prøve at få min have til igen at blive Min Hemmelige Have. For sandt at sige så har udstykningen af jorden omkring os til boligområde fjernet størstedelen af bevoksningen omkring os, hvilket stort set har blottet hele haven. Så genskabning af Min Hemmelige Have har høj prioritet i år med etablering af nye læhegn af forskellig art, til gavn for både os selv, bier, fugle og andre dyr i haven. 
Udsynet fra køkkenhaven før og nu.
Forår 2016
Forår 2019

onsdag den 1. maj 2019

Lazy days

Det er skønne dage i denne tid; sol, høj himmel  og masser af dyreliv i haven.

Mens jeg knokler rundt for at få klippet de sidste lavendler og stauder ned, sået og plantet i køkkenhaven, fjernet de uanede mængder ukrudt der allerede har vokset sig store, samt få klargjort terrassen efter at have været væk hele påske, så ser det ud til at vores katte Tiger og Tot har fundet formlen for ‘Lazy days’.



 En gang i mellem kunne jeg godt ønske mig, at jeg bare var en kat 😊

mandag den 13. marts 2017

Forår...... !!!

Dagene tager godt til nu, faktisk er det lyst både når jeg kører på arbejde og når jeg kører hjem igen; det er dejligt og lige hvad mit humør og sind trænger til.


Det kribler for at komme ud i det fine vejr, så snart det er muligt, - og denne weekend bød på nogle gode arbejdsdage, hvor jeg fik ordnet staudebedet, samlet en masse nedfaldne grene fra græsplænen og så selvfølgelige blev der også tid til at så de første grøntsager.

Jeg har fået sået første hold af kål (har massevis af frø fra tidligere år):
- spidskål, rød rosenkål, romanesco blomkål og glaskål, som nu står i vinduet i gæsteværelset side om side med de spirrende kartofler.


Desuden kom posten endelige med min frøbestilling fra Albinus frø med forskellige rødbede sorter (rød, gul og stribet), en tidlig tomat Bloody Butcher (som jeg fik anbefalet til et foredrag om køkkenhaven i Haveselskabet) og så et par nye ting som skal prøves af i år, nemlig edamame-bønne og ruccola.
Tomatfrøene er sået, ligesom auberginefrøene Little fingers, som jeg allerede prøvede at dyrke første gang sidste år. Auberginerne har en god størrelse og bliver ikke så bitre.
Jeg nåede også at få gravet en massed dejlig, lækker, svampet og ormefyldt kompost ud af kompostbunken, og lagt på højbedet som i år skal være kålbed. - Jeg kan næsten ikke vente.


Nu er havesæsonen rigtig gået i gang!

mandag den 6. februar 2017

Bare lidt mere sne før det bliver rigtig forår

Det har simpelthen ikke været rigtig vinter før der har været flere nætter med god nattefrost og et pænt lag sne, som skaber de smukke hvide landskaber.
Ja, jeg kan faktisk rigtig godt lide vinter, frost og snevejr; sneens lysende skær om aftenen, lyden af knasende sne under støvlerne, sne-kådheden som opstår hos både mennesker og dyr. 

Til frokost gik jeg en tur ud , mens der faldt lette snefnug. På vejen hjem fra arbejde voksede størrelsen på snefnuggene, men temperaturen tillod desværre ikke snefnuggene at blive liggende længe.


I aften falder sneen dog stadig, så jeg håber virkelig at jeg vågner op til fint snelandskab i morgen.
Forårs bebuderne er jo allerede på vej - erantis og vintergækker titter frem alle vegne i haven. 



Men jeg ønsker mig lidt mere sne inden det bliver rigtig forår..... 

mandag den 18. april 2016

Fine knopper og grønne skud

Mandel- og ferskentræet har overvintret i drivhuset og har klaret det fint i den relativt milde vinter vi har haft i år.
Med de seneste ugers dejlige forårsvejr har træernes svulmende knopper endelig bredt deres smukke blomster ud.

Mandeltræets udvikling



Ferskentræets udvikling





lørdag den 2. april 2016

Påskelam

Så har vi besøgt de nyfødte påskelam hos moster og onkel - det ene sødere og mere brægende en det andet.
En enkelt helt sort blandt de hvide og så en lille skøn broget en; den er næsten ikke til at stå for. - Kan man have får på græs i haven?.....


Ungerne ventede længe ude i laden på, at flere lam skulle komme til, men sulten trængte sig på; under påskefrokosten ankom så 3 små lam mere til verden.

fredag den 4. marts 2016

Kan I mærke det?.,.,

Nu går det den rigtige vej - jubii!!!

  • Solen er på vej op, når jeg kører på arbejde tidlig morgen og hænger lavt på himlen.
  • Det er stadig lyst, når jeg kommer hjem fra arbejde; faktisk helt til kl. 18.
  • Erantis og vintergækker står i blomst i græsplænen og titter frem bag buske og træer i hele haven.
  • Tulipaner, påskeliljer, hyacinter og andre forårsbebudere er godt på vej med grønne blade - især på taget af shelteren.
  • Fuglene kvidrer meget mere og vores tårnfalk sidder trofast i sit hus oppe i træet og kalder på sin mage.
  • Kattene er forårskåde; især junior er i hopla og man kan næsten se han snuser forårsluften ind, inden han spæner efter Tigermis og hønsene eller tester sine klatreevner i de høje træer.
  • Rådyrene ses oftere pga det er længere lyst - også inde i haven




mandag den 22. februar 2016

Lys..... Meget mere - tak!

Januar har været en hård start på 2016!

Jeg er startet nyt job med mange nye indtryk, mennesker og procedurer - føler mit hoved er fyldt.

Vores gamle farfar og oldefar lukkede sine øjne efter et langt liv. Det er helt fair, når man som ham, havde rundet de 90 år.
Men det sætter også livet i perspektiv - både for så vidt at livet ikke varer evigt, men også at vi forhåbentlig har mange gode år tilbage, så vi skal huske at passe på os selv og hinanden. Så vi skal huske at leve, nyde og gøre ting som vi godt kan lide og som gør os glade og lykkelige.

Derfor ønsker jeg bare at lyset kommer tilbage snart, og gerne i store gavmilde mængder. For det giver mig energi og glæde, lyst til at komme ud og i gang i haven, købe frø og planlægge køkkenhaven 2016. Måske så småt begynde såning af chili og lægge kartofler til spiring. 
Så kom lys, kom forår, kom glæde og havelykke!

Se de første erantis og vintergækker er kommet frem...foråret er på vej!



onsdag den 27. maj 2015

Foråret forsvandt - godt maj snart er ovre.................

Ja, jeg plejer jo, at synes maj er den bedste måned på året, men hvor er jeg glad for at maj snart endelig er ovre.... Hvor forsvandt foråret lige hen i år?
Det har været en kold maj måned og selvom køkkenhaven er kommet ok i gang, så har drivhuset dejlige varme trukket mig derind, når jeg endelig har haft et ledigt øjeblik.
I drivhuset gror alt til gengæld vældig lystigt. Tomat- og agurkeplanterne stiger i højder og mine forspirrede squash og græskar kan snart ikke være i potterne og bør nok plantes ud snarest muligt. Men jeg vil gerne trække den lidt, for bønnerne fik kuldeskader efter udplantning.

Men på en måde har det været meget godt med alt det kolde vejr i maj, for der er alt for mange projekter i gang alle andre steder..... Plejer normalt kun at skrive om ting som vedrører haven og maden herfra, men:

Taget på stuehuset blev taget af i begyndelsen af maj, og siden har vi haft håndværkere, som er er i gang med at efterisolere og rette op, så der kan komme et nyt fint tegltag på. Når nu vi skulle have lavet taget, valgte vi at få sat 2 nye kviste på. Derved bliver vores 2 badeværelser med skråvægge på 1.salen større. Så vi brugte liiiige en weekend på at pille det ene badeværelse ned, og bryde vægge og gulv op. Vi har  således pt. kun et badeværelse, men for at få kvisten på her, er væggene her også brudt delvist op - det er koldt, når temperaturerne ikke er højere her i maj! - Men så må vi jo glæde os så meget mere til de bliver færdige - det bliver skønt.

For at slippe for at hænge på stiger og male træværk i udhæng og gavle, har vi også været i gang med at male alle brædder og stolper som skal sættes op - det endte med en familie male-weekend; godt vi fik lært drengene at bruge hænderne :-)

I Kr.Himmelfartsferien tog hele familien 3 dage på spejderturnering, som deltagere og hjælpere; hatten af for hvordan de unger knokler og skaber ting gennem stærkt samarbejde.

Derudover har jeg endelig fået afleveret min master projektrapport for 2 uger siden - det krævede nogle lange aftener (og nætters) slid, så nu kan jeg gå i gang med at forberede til eksamen.

Så efter sådan en måned må det være tid til haven og såning af rødbeder, pastinakker mm., så kære sol og varme kom nu frem

søndag den 11. maj 2014

Regn, regn, regn...

Det har væltet ned med regn i flere dage og reelt kunne jeg være øv over ikke at kunne være ude i min have. MEN det er jeg ikke! Nu er regntanken fyldt, jorden og planterne har fået det vand de trængte til og så siger vejrudsigten endda, at det gode vejr med masser af sol for alvor kommer sidst på ugen. Og selvom det virker som om det regner i et væk, så har der også været tørre timer, så nu er bønnerne sået, en række spinat mere og en gang radiser.
Porrer og kålplanter er ude dagligt for at blive tilvænnet til det lidt barskere udevejr og sqaush og græskar er hentet hjem fra 'barnepigen' og skal nu ligeledes vænnes til livet udenfor.
Så starten på maj er faktisk helt ok, trods regnen.

søndag den 9. marts 2014

Nu er det forår!!!

Igår var vi på stranden for at hente tang til aspargesbedet. Asparges er egentlig en strandplante og vil gerne have tang omkring sig. Det forbedrer jorden og holder samtidig ukrudtet væk; asparges vil ikke kæmpe om pladsen med ukrudtet.

Idag har jeg fjernet dækket omkring artiskokkerne; de har alle overlevet de våde måneder og står med fine nye skud.

Så nu skal der bare sås i lange baner....
Det tegner til at blive en god køkkenhavesæson.

mandag den 6. maj 2013

Maj

Fantastisk og langt om længe kom den dejlige danske forårsvarme, så alle plante kan vokse og gro og springe ud i fuldt flor. Hver dag er der nye farver og dufte. Og ja ukrudtet vokser også forrygende, så der er nok at lave, når køkkenhaven er blevet ordnet.
I weekenden fik jeg malet kompostbeholderen sort, og shinet plantebord og andet træværk op med sort maling. 


tirsdag den 30. april 2013

Himlen og solnedgang

Det er utrolig hvor meget himlen ændrer sig på få minutter, når solen er ved at gå ned. Ofte bliver jeg nødt til at stoppe op og bare nyde hvor smuk himlen kan være; nogen gange utrolig farverig og andre gange mørk og dramatisk, eller som den anden dag, hvor det skarpe lys fik hul gennem skyerne og det nærmest lignede et bibelsk billede.


torsdag den 11. april 2013

Forår, forår, forår....

Det er utrolig, hvad varmegrader, tørvejr og fuglestemmer kan gøre ved humøret en dag i april. Forårsrengøringen i køkkenhaven er i fuld sving. Halm og gran, som har beskyttet de lidt sarte unge buske, er fjernet og overskydende jorddække fra efteråret gravet ned, hvor muligt.
Min far kom med champignonmuld til topping på bedene; familien er dog ikke helt tilfredse med 'lugten'...
Jeg har nået de 8 højbede i denne weekend, så er der 7 tilbage.... Jeg fik sat skalotte- og salatløg og sået dild. Brugte over 1 time på at grave et fuldstændigt umuligt skovjordbærbed op, som var ved at ødelægge ribsbuskene. Herefter måtte jeg redde krydderurtebedet fra den invaderende marokkanske mynte.
Selvom listen for weekenden har været lang, så har jeg glædet mig til denne weekend, som et lille barn juleaften. På ingen måder stressende, faktisk lige modsat.....lydene, udsigten og arbejdet i sig selv er totalt afstressende ovenpå en lang arbejdsuge.