Viser opslag med etiketten Høns. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Høns. Vis alle opslag

tirsdag den 17. november 2015

Endelig æg igen

Hold da op det har været en laaang ventetid på at få hjemmeproducerede æg igen - siden maj måned!
I denne weekend begyndte de første høns at lægge æg; om det er Wyandotterne eller Isabrown er uvist pt, men der er i hvert fald nu 2 æg i redekassen hver dag.


Håber det kan inspirere de andre høns til at begynde æglægningen.....

tirsdag den 7. juli 2015

Der mangler en høne

I går da vi kom hjem var der kun to høns i hønsehuset; vi har ellers 3 rød-brune høns, som er halvanden år gamle. De er nogle fantastiske æglæggere. Vi får 19-20 store æg om ugen; æggene vejer 80-85 gram og smager fantastisk.
De sidste par måneder har hønsene selv gået ud i haven fra hønsegården, for der står et stillads lige i døråbningen til hønsehuset. Hønsene nyder det og det giver nogle flotte æggeblommer, fordi de har haft adgang til grønt, selvom der har været sne. Faktisk tror jeg deres frihed muligvis også er årsagen til, at vores høns ikke har holdt vinterfri fra æglægningen. Så det er rigtig øv at have mistet en høne, også selvom hun var den mest mærkelige af de tre.
Vi har ledt over alt, både inde i længerne og laden og ude omkring på markerne, i frugtplantagen og i haven, men hun er væk. Der er ikke nogen spor af kamp eller blod i hønsehuset eller i hønsegården, men i køkkenhaven ligger der dog lidt flere hønsefjer end der plejer, så måske er der alligevel ræve i området..... Jeg håber ræven venter lidt med at komme tilbage, for det varer lige en uge mere inden stilladset kan tages ned og døren lukkes igen.....

onsdag den 27. maj 2015

Wyandot kyllinger

I slutningen af april fik vi 'nye små' på gården..... 19 bitte små fine Wyandot kyllinger, som flyttede ind i en lille fin børnehave, som min kære mand har stykket sammen af 3 pallerammer med overdækning.... det går jo ikke, at kattene tror kyllingerne er deres lækkerbidsken.
1 dag gamle Wyandot kyllinger

6 dage gamle
Det er første gang vi har startet med helt små kyllinger og det har været en større læringsprocess.
Vi fulgte alle anbefalinger om foder, vand og varme, men efter få dage døde de første små. Da de næste 3 døde dagen efter, begyndte jeg at søge information om kyllingedød. Noget tydede på, at kyllingefoderet ikke var optimalt, så de fik forstoppelse. Derefter begyndte vi at blande kogte hvedekerner og havregryn i foderet - det hjalp gevaldigt. Desværre var der stadig to meget små kyllinger som ikke klarede sig, trods ekstra kærlig pasning indefor på gulvvarme med håndfodring og vanddråber i næbbet. 
I dag har vi 12 fine kyllinger tilbage, som er begyndt at få deres fine sølv/sort randede fjerpragt. 
Vi ved endnu ikke hvilke kyllinger, der er høns og haner. Faktisk er vi lidt spændte, for der er nogle store krabater i mellem, som godt kunne tyde på haner. I så fald har vi alt for mange haner..........


1 måned gamle
Men smukke det bliver de!

fredag den 24. april 2015

Hr. Hanegal og vores høns

Vores nuværende høns er af racen Isa Brown og de er vældig gode æggelæggere hele året rundt. Reelt er vi godt tilfredse med dem, også selvom de er forfærdeligt nysgerrige og gerne banker på hoveddøren i ny og næ - det er jo der kattene går ind..... Så helt dumme høns er de nok ikke!

Til gengæld er vores store sorte hane af racen Australorp og selvom han passer godt på sine høns, så er han blevet alt for stor og tung til hønsene, og de mangler snart allesammen fjerene på ryggen. Det er altså synd!
Så nu bliver vi nødt til at gøre noget... 

Hønsene er over 2 år gamle, så det er snart tid til at få skiftet hønseholdet, og så ryger hanen altså med...., medmindre nogen vil overtage smukke Hr. Hanegal? 


Han skinner i flotte grønne farver, når solen skinner...

torsdag den 2. april 2015

Nu er det altså forår

Det er stadig koldt, men solen tittede frem i dag. Skønt med en fridag


Drivhuset er ordnet og fejet, de døde planter er smidt ud og jeg har fået lagt kartofler i spande. Hønsene kiggede indenfor, men blev pænt gennet ud igen, der er rigelig grønt udenfor!


Fandt også lidt af den blomstrende rosenkål til hønsene.




mandag den 14. april 2014

Løsslupne høns

Hønsene har brokket på det sidste; - de vil ud til alt det grønne der spirer udenfor hønsegården. Men det duer ikke at lade dem alene; hvidløgstoppene, purløg og hvad der ellers pibler op af jorden i køkkenhaven er meget tiltrækkende og smager tilsyneladende lige så fantastisk for høns som for mennesker.
I weekenden var jeg i haven og kunne derfor holde øje med flokken. Så bliver der rodet i jorden. Hver gang en høne finder lækkerbidder, bliver der kaldt ivrigt på de andre. 
Meeen selvom høns generelt ikke er tynget af deres intelligens, så har vores høns alligevel fundet en metode til at snige sig væk, når jeg er uopmærksom et øjeblik - denne gang fandt jeg dem i porrebedet, i færd med at æde flittigt af de sidste vinterporrer. 
Så nu ønsker jeg mig et midlertidigt hegn til den sidste del af køkkenhaven!!!

søndag den 1. september 2013

Renovering af hønsehus

Nu blev der endelig tid til at få renoveret hønsehuset og lavet lidt fast tag udenfor, så hønsene også kan komme lidt ud om vinteren - med tørre fødder, for de bryder sig virkelig ikke om sne!
Faktisk er hønsehuset nu blevet rigtig flot og det er blevet ryddet op og sat jordskokker, ny ude-vandbeholder og kasse til alt grønt og madrester.

torsdag den 22. august 2013

2+2=4 høns-2-2= 0 høns

Natten til torsdag i sidste uge fik vores 2 høns 2 nye søstre, næsten magen til, blot yngre og med mindre hovedkam. De nye høns blev sat ind på pinden i hønsehuset, mens de gamle sov, da vi havde hørt at så ville alle hønsene bare tro de altid havde været der, når de vågnede.
Dagen efter var de alle oppe og snakkede løs udenfor i hønsegården. De to gamle høns mere modige og grådige, men ellers så det nu ud til, at de kunne enes fint. 
Men... I løbet af denne uge skete der et eller andet. De to gamle høns jagtede konstant de nye og til sidst stod den ene og kiggede ind i et hjørne hele dagen. 
Den går ikke, putte... 
Så i går morges blev de gamle fjernet fra hønsegården, og om eftermiddagen slagtede min mand og vores yngste søn dem. Nu ligger de i fryseren!
Da det jo var meningen, at vi skulle have øget hønsebestanden, skal de to nye videre til en anden familie. Så må vi hente en hel ny flok søstre til hønsegården. Så 2 blev til 4 og så til sidst til 0 høns. 
Sådan går det jo desværre en gang i mellem!

mandag den 5. august 2013

Solsikker - gudespise til høns

Generelt er jeg ikke så glad for gule blomster, lige med undtagelse af solsikker, som jeg synes er helt fantastiske blomster, jeg ikke kan få nok af.
Solsikker findes i alle mulige små og store varianter med et eller flere hoveder på, og de kan vokse de mest umulige steder uden nogen egentlig form for pasning; de høje skal bare have noget at læne sig op af.
I løbet af sommeren, når blomsten bukker og reelt er afblomstret, så klipper jeg hovederne af og serverer for hønsene; det er ren gudespise for høns 😊 
De snakker og kalder på hinanden, når der serveres, og så går de ellers i gang med at tømme solsikkehovedet for frø. De stopper ikke før det er helt tomt!

- Om efteråret må hønsene dele de sidste solsikkehoveder med havens fugle, de skal også have det godt.

mandag den 3. juni 2013

Høns, som er alene hjemme

Normalt går hønsene kun frit i haven, når vi er hjemme og i haven. 
Hele formiddagen i går havde de gået sammen med mig og fjernet ukrudt rundt om terrassen. Så da vi kørte om eftermiddagen, tænkte jeg, at de kunne få lov at blive ude til vi kom hjem igen. Dum ide!!!!! Men jeg er helt sikker på hønsene nød det; de har spist al den fine romainesalat, som var klar til at plukke.....øv øv øv. Høns kan IKKE være alene hjemme! 
Til alt held har det da tilsyneladende smagt så godt, at de har ladet spinat, radiser, og rødbedenblade være. 

søndag den 28. april 2013

Hønsene

Hmm.. vi var egentlig begyndt at tro at hønsene var holdt op med at lægge æg, måske i chok over at ræven havde hentet den ene søster. Min mand har endda truet med at slagte dem og anskaffe nogle nye høns. Men i dag fandt vi hønsenes gemmested bag den ene vandtank - 12 æg; og så er der selvfølgelig lige de æg håndværkerne nåede at få lagt inde i deres bil inden de fik fjernet stilladset og hønsegården igen kunne lukkes af. Hønsene er ikke særlig tilfredse med igen at være buret inde hele dagen, men til gengæld lægger de nu igen æg i de dertil egnede hønsekasser.