tirsdag den 7. juli 2015

Der mangler en høne

I går da vi kom hjem var der kun to høns i hønsehuset; vi har ellers 3 rød-brune høns, som er halvanden år gamle. De er nogle fantastiske æglæggere. Vi får 19-20 store æg om ugen; æggene vejer 80-85 gram og smager fantastisk.
De sidste par måneder har hønsene selv gået ud i haven fra hønsegården, for der står et stillads lige i døråbningen til hønsehuset. Hønsene nyder det og det giver nogle flotte æggeblommer, fordi de har haft adgang til grønt, selvom der har været sne. Faktisk tror jeg deres frihed muligvis også er årsagen til, at vores høns ikke har holdt vinterfri fra æglægningen. Så det er rigtig øv at have mistet en høne, også selvom hun var den mest mærkelige af de tre.
Vi har ledt over alt, både inde i længerne og laden og ude omkring på markerne, i frugtplantagen og i haven, men hun er væk. Der er ikke nogen spor af kamp eller blod i hønsehuset eller i hønsegården, men i køkkenhaven ligger der dog lidt flere hønsefjer end der plejer, så måske er der alligevel ræve i området..... Jeg håber ræven venter lidt med at komme tilbage, for det varer lige en uge mere inden stilladset kan tages ned og døren lukkes igen.....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar