tirsdag den 18. juni 2019

En lille ny er flyttet ind - ven eller fjende?

Den seneste uge har mine børn gentagne gange mødt en ræveunge, som solede på vores gamle vej.
I dag fandt min mand så ræveungen sovende i en solskinsplet i det bageste hjørne af vores have og nåede at filme den. Først da han var helt tæt på, vågnede den og gemte sig under shelteren.
Her til aften, imens jeg stod og beundrede den store orange måne der stop op i horisonten, kom ræveungen frem fra buskene. Jeg stod helt stille og den stoppede op og kiggede på mig, før den listede hen mod shelteren.




Det er reelt lidt af et dilemma, som vi er havnet i.

  • På den ene side gør vi rigtig meget for at sikre, at der er plads til de vilde dyr, som hele tiden har boet her omkring gården, mens der rundt om os indtages mere og mere af natur og marker til at bygge mere by - og derfor bør ræveungen have lov at blive.
  • På den anden side så vil vi også gerne give vores egne dyr frirum, og lade hønsene komme ud og gå frit rundt i haven, hvor de både hjælper med ukrudt og snegle, og vores katte har rettigheder til hele grunden og skal kunne føle sig trygge - og derfor bør ræveungen ikke bo i vores have.
Ærligt, det er lidt svært lige nu!

Ræveungen (beklager billedkvaliteten)

Den er godt nok kær og ser fin ud i pelsen. Rævemor har vi på intet tidspunkt set, men måske er hun i nærheden eller så er hun forsvundet pga. al byggelarmen eller ?

søndag den 12. maj 2019

Travle dage....

Så kom solen og de lidt varmere temperaturer... igen; skønt ☀️
I år er jeg bare rigtig bagud med haven - hele haven, både køkkenhaven og forberedelserne og såningen hertil, samt stauderne, buske og træer. 
Vi valgte at tage på ferie i påsken, hvor det helt klart var havevejr i Danmark, så det er jo bare at smøge ærmerne op og komme i gang og så kan jeg jo gå og mindes en skøn ferie fuld af dejlige oplevelser. 
Det er jo det dejlige ved haven, den løber ingen vegne og hvad der ikke bliver nået af beskæring og klipning bidrager jo stadig til naturen, som jeg holder så meget af. Og måske jeg må ty til at købe planter til køkkenhaven og drivhuset enten på de utallige plantemarkeder rundt omkring eller fra en planteskole, så vi stadig kan få lækre grøntsager fra egen køkkenhave. Det kommer jeg mig nok over. 

Vi har jo desværre ikke uanede mængder timer i døgnet, selvom jeg tit planlægger sådan. Jeg er en såkaldt tidsoptimist, hvilket ligger til min familie, hvor vi har så mange ting, vi gerne vil, kreative ideer der skal prøves af og så helt igennem er gør-det-selv mennesker, som smøger ærmerne op og går i gang, hvilket selvfølgelig også betyder at vi får udrettet en masse. Vores hjerner har bare mange flere kreative og produktive ideer, end tiden tillader!

Weekenderne i maj er allerede fyldt op med planer; opsætning af hegn, plantning af massevis af sargentsæble buske, hasselnødder, hyld mm. som levende hegn for at prøve at få min have til igen at blive Min Hemmelige Have. For sandt at sige så har udstykningen af jorden omkring os til boligområde fjernet størstedelen af bevoksningen omkring os, hvilket stort set har blottet hele haven. Så genskabning af Min Hemmelige Have har høj prioritet i år med etablering af nye læhegn af forskellig art, til gavn for både os selv, bier, fugle og andre dyr i haven. 
Udsynet fra køkkenhaven før og nu.
Forår 2016
Forår 2019

onsdag den 1. maj 2019

Lazy days

Det er skønne dage i denne tid; sol, høj himmel  og masser af dyreliv i haven.

Mens jeg knokler rundt for at få klippet de sidste lavendler og stauder ned, sået og plantet i køkkenhaven, fjernet de uanede mængder ukrudt der allerede har vokset sig store, samt få klargjort terrassen efter at have været væk hele påske, så ser det ud til at vores katte Tiger og Tot har fundet formlen for ‘Lazy days’.



 En gang i mellem kunne jeg godt ønske mig, at jeg bare var en kat 😊

søndag den 24. marts 2019

En passion tog form....

Når man først har fundet en passion for noget, om det så er en sport, vin, astrologi, mad, haven eller noget helt, helt andet, så kommer det til at fylde i ens liv, og det er svært ikke at forsøge at smitte andre med sin glæde. - Faktum er bare, at mange omkring ofte ikke forstår et kuk af, hvorfor man bruger så meget tid og energi på lige netop dén passion; men i bund og grund er det også fuldstændig lige meget, så længe den bringer glæder til en selv. Glæde smitter jo som regel.

Min haveglæde kommer fra mine forældre og især mine bedsteforældre, som alle havde køkkenhave, hvor jeg som barn nød duftene og især smagene, når jeg åd løs af friskplukkede ribs, stikkelsbær og jordbær, samt ærter og gulerødder m.m. og vi bagefter gik i køkkenet og lavede mad eller bælgede ærter til fryseren. 
Men ligesom jeg blev ældre, blev mine bedsteforældre også og deres køkkenhaver blev udskiftet med ældreboliger. Jeg startede på gymnasiet, tog videre på universitetet og fik derefter travlt med job. Så i rigtig mange år glemte jeg alt om denne her fantastiske nydelse ved nyhøstede grøntsager.

At lave mad interesserede mig reelt heller ikke i mange år, - lige indtil vi fik børn. 
Jeg blev nysgerrig på at give vores børn oplevelsen af forskellige smage, og undgå for meget ensformighed i grøntsagsmosen. De smagte på al vores mad, om det så var oliven, muslinger eller snegle, og de kunne lide det meste, ...måske ikke altid første gang. 
Så jeg eksperimenterede med mange forskellige grøntsager og plantede forskellige krydderurter i et lillebitte bed på vores terrasse. 
En dag fik min mand et drivhus foræret og pludselig tog en lille bitte køkkenhave form med et drivhus og et enkelt højbed med radiser, gulerødder, etc. som børnene kunne følge med i. Dermed blev madlavningen også meget mere spændende, - at lave mad af egen høst, det blev for mig bare noget helt specielt.

Efter nogle år flyttede vi til gården og havde travlt med istandsættelse af hus og længer, rydde op i den tilgroede have, og vi fik massevis af ideer, også vilde ideer.... og en dag var planen om køkkenhaven skabt. - Og lige siden har jeg været fortabt, ihvertfald i nogle's øjne 😉
Tænk at gide bruge så mange timer i en køkkenhaven, når man lige så let og til rimelig pris kan købe det hele uden alt det arbejde. Selve maden og passionen om god mad, er der mange der godt kan forstå, men havearbejdet....nej det er der ikke mange der forstår.
For mig er passionen helheden, at så og dyrke frugt og grønt frem, som jeg ved, hvordan er fremkommet, for derefter at høste og tage det med ind i køkkenet og eksperimentere med nye retter, sylte og konservere, og bagefter nyde maden sammen med min familie. Fordi god mad betyder så uendeligt meget for vores familie, og ofte er omdrejningspunkt for samvær, hjemme såvel som ude. 

At arbejde i køkkenhaven er ikke hårdt arbejde for mig, men en sanseoplevelse, hvor lydene fra dyr og planter, duftene, smagene og årstidernes skiftende krav og behov giver en form for fællesskab med naturen, som jeg husker som barn i farfars kæmpemæssige køkkenhave med høns og bier.

At være passioneret er en lidenskab; nogle siger at lidenskab repræsentere en fase af fysisk og mental begejstring, der er forårsaget af kærlighed. Ved kærlighed stiger hormonet serotonin - glædeshormonet, nøjagtig som ved havearbejde. Og ja, haven er blevet min passion, og det gør mig glad i hjerte og sind ❤️

Solbadning i forårssolen

De soler sig.... - det er ren solbadning i forårssolen for mariehøns. Aldrig har jeg mødt så mange mariehøns rundt om i haven, som lige nu.

Sidste sommer var god for mariehønsene, og der var mange, og med den ekstremt milde vinter, ser det ud til de alle formåede at overleve.

Overalt hvor jeg har været i haven i denne weekend har jeg mødt massevis af mariehøns; inden under ukrudt, i flis under buske, selv nede i de friske hindbærskud.
Igår kravlede de så frem fra deres skjul og varmede sig i solen.


Så mange mariehøns på samme lille sted.... det lader til at blive et rigtig godt år for mariehøns, håber det kan holde lusene nede.