Når man først har fundet en passion for noget, om det så er en sport, vin, astrologi, mad, haven eller noget helt, helt andet, så kommer det til at fylde i ens liv, og det er svært ikke at forsøge at smitte andre med sin glæde. - Faktum er bare, at mange omkring ofte ikke forstår et kuk af, hvorfor man bruger så meget tid og energi på lige netop dén passion; men i bund og grund er det også fuldstændig lige meget, så længe den bringer glæder til en selv. Glæde smitter jo som regel.
Min haveglæde kommer fra mine forældre og især mine bedsteforældre, som alle havde køkkenhave, hvor jeg som barn nød duftene og især smagene, når jeg åd løs af friskplukkede ribs, stikkelsbær og jordbær, samt ærter og gulerødder m.m. og vi bagefter gik i køkkenet og lavede mad eller bælgede ærter til fryseren.
Men ligesom jeg blev ældre, blev mine bedsteforældre også og deres køkkenhaver blev udskiftet med ældreboliger. Jeg startede på gymnasiet, tog videre på universitetet og fik derefter travlt med job. Så i rigtig mange år glemte jeg alt om denne her fantastiske nydelse ved nyhøstede grøntsager.
At lave mad interesserede mig reelt heller ikke i mange år, - lige indtil vi fik børn.
Jeg blev nysgerrig på at give vores børn oplevelsen af forskellige smage, og undgå for meget ensformighed i grøntsagsmosen. De smagte på al vores mad, om det så var oliven, muslinger eller snegle, og de kunne lide det meste, ...måske ikke altid første gang.
Så jeg eksperimenterede med mange forskellige grøntsager og plantede forskellige krydderurter i et lillebitte bed på vores terrasse.
En dag fik min mand et drivhus foræret og pludselig tog en lille bitte køkkenhave form med et drivhus og et enkelt højbed med radiser, gulerødder, etc. som børnene kunne følge med i. Dermed blev madlavningen også meget mere spændende, - at lave mad af egen høst, det blev for mig bare noget helt specielt.
Efter nogle år flyttede vi til gården og havde travlt med istandsættelse af hus og længer, rydde op i den tilgroede have, og vi fik massevis af ideer, også vilde ideer.... og en dag var planen om køkkenhaven skabt. - Og lige siden har jeg været fortabt, ihvertfald i nogle's øjne 😉
Tænk at gide bruge så mange timer i en køkkenhaven, når man lige så let og til rimelig pris kan købe det hele uden alt det arbejde. Selve maden og passionen om god mad, er der mange der godt kan forstå, men havearbejdet....nej det er der ikke mange der forstår.
For mig er passionen helheden, at så og dyrke frugt og grønt frem, som jeg ved, hvordan er fremkommet, for derefter at høste og tage det med ind i køkkenet og eksperimentere med nye retter, sylte og konservere, og bagefter nyde maden sammen med min familie. Fordi god mad betyder så uendeligt meget for vores familie, og ofte er omdrejningspunkt for samvær, hjemme såvel som ude.
At arbejde i køkkenhaven er ikke hårdt arbejde for mig, men en sanseoplevelse, hvor lydene fra dyr og planter, duftene, smagene og årstidernes skiftende krav og behov giver en form for fællesskab med naturen, som jeg husker som barn i farfars kæmpemæssige køkkenhave med høns og bier.
At være passioneret er en lidenskab; nogle siger at lidenskab repræsentere en fase af fysisk og mental begejstring, der er forårsaget af kærlighed. Ved kærlighed stiger hormonet serotonin - glædeshormonet, nøjagtig som ved havearbejde. Og ja, haven er blevet min passion, og det gør mig glad i hjerte og sind ❤️
